Begynd på fraser

I den første opgave i forløbet arbejdede I med at improvisere. Undervejs opstod der forhåbentlig nogle bevægelser, idéer, rytmer eller stemninger, som I kan bruge i denne opgave.

Her skal I nemlig bevæge jer fra improvisation til en samlet koreografi. Det betyder, at I skal vælge nogle af jeres bevægelser ud, sætte dem sammen og gøre dem så tydelige, at de kan gentages.

Når I sætter flere bevægelser sammen i en rækkefølge, skaber I det, der kaldes en frase. Denne opgave handler netop om det: at I i mindre grupper skaber jeres egen 4 x 8-frase.

Formålet med øvelsen er, at I lærer at omsætte improvisation til koreografi.

I skal bl.a. øve jer i at:

  • genfinde bevægelser fra improvisationen
  • vælge bevægelser ud sammen
  • sætte bevægelser i rækkefølge
  • arbejde med tællinger og gentagelse
  • bruge den koreografiske værktøjskasse
  • skabe en 4 x 8-frase, som gruppen kan huske og arbejde videre med

Læreren deler jer i grupper med fire elever i hver.

Start med at stille jer i gruppen og give plads til hinanden.

Tal sammen om de bevægelser, I lavede i opgave 1, hvor I improviserede. Det kan være bevægelser, I selv fandt på, eller bevægelser, I blev inspireret til gennem videoen.

Hver elev i gruppen viser nu én bevægelse fra improvisationen.

Det kan fx være:

  • en armbevægelse
  • en drejning
  • et hop
  • en bevægelse tæt på gulvet
  • en hurtig bevægelse
  • en langsom bevægelse
  • en freeze
  • en bevægelse med en bestemt stemning

De andre i gruppen prøver bevægelsen.

Når alle fire har vist en bevægelse, har gruppen mindst fire bevægelser at arbejde videre med.

Tal kort sammen i gruppen:

  • Hvilke bevægelser fungerer godt?
  • Hvilke bevægelser passer sammen?
  • Skal nogle bevægelser gøres større eller mindre?
  • Skal nogle bevægelser være langsommere eller hurtigere?
  • Skal alle lave det samme, eller skal nogle gøre noget forskelligt?

Brug gerne den koreografiske værktøjskasse.

I kan fx arbejde med:

  • gentagelse
  • tempo
  • niveauer
  • retninger
  • spejling
  • kanon
  • freeze
  • kontraster

Nu skal I sætte bevægelserne sammen.

Brug denne enkle struktur:

Først gør vi …
Så gør vi …
Derefter gør vi …
Til sidst gør vi …

Prøv rækkefølgen igennem flere gange.

Hvis noget ikke fungerer, må I gerne bytte rundt eller ændre en eller flere af bevægelserne. Det vigtige er, at I sætter fire bevægelser sammen i en frase.

Nu skal I prøve at få jeres frase til at passe med 4 x 8 tællinger.

Tæl højt sammen:

1 – 2 – 3 – 4 – 5 – 6 – 7 – 8

Gentag tællingen fire gange.

I kan vælge, om en bevægelse skal vare:

  • én tælling
  • to tællinger
  • fire tællinger
  • en hel 8-tælling

Prøv først langsomt.

Når I kan huske rækkefølgen, prøver I med musik.

Øv jeres frase mindst tre gange.

Tænk over:

  • Starter vi samtidig?
  • Ved alle, hvad der sker på 1?
  • Er der en tydelig afslutning?
  • Er bevægelserne tydelige nok?
  • Er der noget, vi skal gentage eller ændre?

Justér én ting ad gangen.

Når I mener, at jeres 4 x 8-frase fungerer, filmer I den.

Lav gerne to optagelser:

  1. én, hvor I tæller højt
  2. én, hvor I danser med musik

Jeres video skal hjælpe jer med at huske frasen, så I kan bruge den videre i næste del af forløbet.

Tal kort i gruppen, eller skriver tre stikord:

  • Hvilken bevægelse startede vi med?
  • Hvad ændrede vi undervejs?
  • Hvad blev bedre, da vi øvede det flere gange?