I denne øvelse skal I følge Claras instruktioner i videoen og bruge kroppen til at improvisere.
Når I improviserer, får I både varmet kroppen op og prøvet en masse forskellige bevægelser uden at vide præcis, hvad der skal ske på forhånd. Undervejs skal I ikke tænke så meget, men lytte til, hvad Clara beder jer om.
Så må vi se, hvordan I reagerer på de forslag, hun kommer med, og hvordan I vil lade jeres kroppe finde på bevægelser undervejs.
Husk, at det ikke handler om at danse perfekt eller ens. Det handler om at undersøge, hvordan kroppen kan bevæge sig, og hvordan små idéer kan blive til dans.
Formål
Formålet med øvelsen er, at I kommer tilbage i det kropslige og kreative arbejde gennem improvisation.
I skal øve jer i at:
- lytte til instruktioner og reagere med kroppen
- bevæge jer spontant uden faste facitlister
- bruge kroppen som kreativt redskab
- turde tage initiativ i dansen
- finde bevægelser, der senere kan bruges i fraser og koreografi
Sådan gør I
1. Gør jer klar
Stil jer spredt i rummet med god afstand til hinanden.
Mærk kroppen et øjeblik.
Læg mærke til:
- fødderne i gulvet
- vejrtrækningen
- ryggen
- skuldrene
- armene
- blikket
2. Følg instruktionerne
Når videoen går i gang, skal I følge Claras instruktioner så godt, I kan.
Se, lyt og bevæg jer, så godt I kan efter instruktionerne i videoen.
Når Clara giver en bevægelsesidé, skal I prøve den med kroppen.
Det kan være, at I skal arbejde med:
- retninger
- tempo
- niveauer
- gentagelser
- store og små bevægelser
- bløde og kantede bevægelser
- bevægelser, der starter i forskellige kropsdele
I skal ikke tænke for længe. Prøv først. Justér bagefter.
LÆRERVEJLEDNING
Mind eleverne om, at selvom de følger den samme instruktion, må deres bevægelser gerne se forskellige ud.
Hvis instruktionen fx handler om at bevæge armen, kan deres arme bevæge sig:
- langsomt
- hurtigt
- tungt
- let
- i cirkler
- i hak
- tæt på kroppen
- langt væk fra kroppen
Brug instruktionen i videoen som en start, men kom også gerne med egne forslag, støttende kommentarer og anden hjælp, så dine elever får en god oplevelse.
Er der god stemning, så overvej, om I skal fortsætte efter videoen. Det kan fx være, at du giver dem nogle instruktioner, eller du vælger nogle af eleverne, der kan komme med bud på bevægelser, som de andre elever skal improvisere.
3. Var der en særlig bevægelse, der virkede?
Når I har set videoen færdig og fået pulsen lidt ned, så find sammen to og to og tal om, hvilke af jeres bevægelser, der:
- føltes god
- var svær at udføre
- overraskede jer
- passede til musikken
- ville være oplagt at vise de andre i klassen
4. Kort opsamling
Saml jer i en cirkel i salen og lad nu et par af jer præsentere jeres svar på ovenstående spørgsmål, så alle kan høre det.
Er I modige, så kan I jo vise med jeres kroppe, hvilken bevægelse, der fx var svær at lave, eller som I syntes var rigtig god.